Torvestræde 1, 5700 Svendborg - tlf. 62215538
Pleje af smykker med belægning

Pleje af smykker med belægning

Et smykke kan typisk være belagt med en forgyldning, rhodinering eller oxydering. Dette betyder at materialet har en belægning uden på sig, og derfor vil det med tiden blive slidt af ved brug. Det er selvfølgelig forskelligt hvor god en belægning smykket har, og hvor længe det kan holde, men i sidste ende vil det slides, som alt andet gør når man bruger det i dagligdagen. Vi har samlet nogle gode råd til dig, som kan hjælpe dig til at beholde belægningen på dine smykker lidt længere. Alt afhængigt af hvilket smykke det er, kan det oftest godt blive belagt på ny, hvis den originale belægning er slidt af.

Brug dine smykker med omtanke

Især ved fingerringe er smykket meget udsat for slid og skrammer. Når man tager i et dørhåndtag eller bare ved at vaske sine fingrer i vand, vil dine smykker blive slidt. Hvis du har belagte smykker, bør du tage dine smykker af når du vasker hænder og tager bad, og du bør helt undgå at smykkerne kommer i kontakt med sæbe, parfumer, cremer eller rengøringsmidler. Er der kommet creme eller andet på dit smykke, kan du tørre det af med en pudseklud, for at undgå at kemikalierne ætser belægningen af.

Selv vores hud kan påvirke vores smykker. Det er forskelligt fra person til person, men nogen har mere syre i huden end andre, og dette kan faktisk ses på vores smykker. Det er dog ikke noget som ikke kan fikses med smykkerens eller en god pudseklud. Især sølvsmykker bliver påvirket, og nogen oplever måske at deres sølvsmykker anløber langt hurtigere end ved andre. Vores sved kan være hårdt ved smykkerne, og man bør derfor ikke sove eller dyrke sport med belagte smykker.

Emaljebelægning

Emalje er en glasbelægning, og er derfor skrøbeligt som alt andet glas. Man bør derfor være opmærksom på at emaljen kan springe eller flække ved stød eller slag. Lige som med forgyldte og andre belagte smykker, bør smykker med emaljebelægning behandles nænsomt.

Følger du disse råd vil dine belagte smykker holde en hel del længere. Smykker skal selvfølgelig bruges og vises frem, og lige som med alt andet vi holder af, så passer vi godt på det for at forlænge glæden ved smykket lidt længere.

Skriv et svar

Luk menu